Suspekt er navnet på Danmarks største og mest populære hiphop band, og de sidste to år har de været akkompagneret rundt af et kamerahold fra DR3. Ud af det er der kommet dokumentarserien “Da Danmark Blev Suspekt”.
Serien havde premiere den 16. oktober og består af i alt 5 afsnit hvor vi som seere turnerer med rundt i landet (og udlandet), når Suspekt og vennerne optræder, producerer musik og tager de tungere emner op til diskussion på bagsædet af deres Mercedes.
Kærlighed og respekt
Den velproducerede dokumentar giver et genialt indblik i tre spændende mennesker, der ofte, alene på grund af deres musik, bliver stemplet som kvindefjendske og provokerende. Hvad dokumentaren dog så fint viser, er alt den respekt og kærlighed der omgiver Suspekt-drengene og deres crew, samt hvor meget netop respekt, kærlighed og loyalitet betyder for dem. Et stærkt eksempel ser vi i afsnittet hvor Suspekt turnerer rundt med Grøn Koncert, og modtager årets “Respekt pris” fra de alle de frivillige – her ser vi en meget rørt Orgi-E der uddeler kram til alle, og ikke helt kan sætte ord på hvor meget lige præcis den pris betyder for ham selv, Bai-D og Rune Rask.
Alle fem afsnit ligger tilgængelige kvit og frit på Dr.dk netop nu.
I en pressemeddelelse udtaler gruppen således:
Vi har som udgangspunkt ikke haft grænser for hvad der måtte filmes. Vi har haft drengene (fotograferne Jonas Risvig og Frederik Borg) med rundt alle steder. Både når der har været fuld fjer på i dumme situationer og glade dage. Præmissen for dokumentaren var et ærligt billede af, hvad der nu kom til at ske, sammen med en historisk forklaring af, hvad Suspekt kommer fra og dermed er blevet til. Hvis vi vil give et ærligt billede af os selv, er det vigtigt ikke at have grænser, og Suspekt er jo heller ikke ligefrem kendt for at holde sig i grænseland. Så nej! Vi har censureret et par pikkemænd og lidt patter undervejs, men det er lige så meget for sendefladens skyld.
Pik-Rosé og sorg
Og de virker i den grad oprigtige i dokumentarserien, og man kan bestemt ikke beskylde dem for at lægge skjul på noget. Vi ser således både Orgi-E der flere gange insisterer på at dyppe sin penis i alkoholiske drikke, som de andre døber “Pik-Rosé” – og vi lytter også med når de med tunge hjerter snakker om den sorg der var forbundet med afskeden af det fjerde medlem, Troo.L.S.
Et ærlig, humoristisk og interessant indblik i en verden der ligger så fjernt fra de fleste af os almindelige danskere. Og endnu en gang et skulderklap til DR3 der fortsætter med at imponere med deres produktioner.