Serien “Fetter” puster nyt liv i Frederik Fetterlein

Har Danmark virkelig brug for mere Frederik Fetterlein? Manden der har fyldt de kulørte ugeblade igennem sin karriere og personlige liv som tennisspiller, model, realitystjerne, skørtejæger og far til Saseline’s søn, og som de seneste år mest af alt har været en joke når han har været at finde i medierne, f.eks. da han for nylig udtalte at “han har været alle sine kærester utro”.

Svaret er ja, i hvert fald hvis man skal kigge på det seneste påfund. En hel serie med Frederik Fetterlein i hovedrollen som .. Tja, Frederik Fetterlein selv, naturligvis.

“Fetter”

Den nye webserie Fetter skal forestille at være en lillebror til hitserien “Klovn” med Casper Christensen og Frank Hvam som satiriske udgaver af dem selv. Frederik Fetterlein påtager sig således den stereotype udgave som alle kender ham som, og det involverer masser af kvinder, sex, champagne og selvmedlidenhed i samspil med komikeren Uffe Holm.

Serien der er produceret som en miniserie er at finde på siden Mashed.net, og instruktør Adam Bonke udtaler sig således til Soundvenue:

»Jeg var dybt skeptisk, fordi Frederik Fetterlein, hvis jeg skal være helt ærlig, stod for noget, jeg absolut ikke havde lyst til at have noget med at gøre. Han var en mærkelig karakter i en kulørt realityverden, som jeg nærmest religiøst har taget afstand fra altid«

»Men han gjorde alle mine fordomme til skamme. Vi skulle lave nogle virale interviews til kampagnen, hvor der var manus på, og Frederik var virkelig professionel. Han kunne tage imod mine instruktioner, han kunne improvisere, han var skarp og sjov, og han havde selvironi – det havde jeg alligevel aldrig set. Vi sad simpelthen og tudede af grin bag kameraet. Det var virkelig en aha-oplevelse, og den inspirerede mig til at lave serien. Jeg ville give den oplevelse videre«.

 

Vi skal ikke kunne svare på om Danmark virkelig har brug for mere “Fetter”, men det får de i hvert fald uanset hvad.